DISSOCIATIONENS DØDE DIGTER (part 1)

-

“Either take me in heaven and understand I was a sheep

did the best I could, raised in insanity

or send me to hell, cause I ain’t begging for my life”

-2pac, ‘Troublesome 96’

”Hysterical spiritual lyrics like the Holy Qur’an”

-2pac / Makaveli, ‘Bomb First (my second reply)’

I. “Man er måske ikke, som folk er flest”

"Jeg vil gerne sige til alle, der måske har været i tvivl, om Yahya er frafaldet fra islam. Det har der på intet tidspunkt været tale om. Jeg er født muslim, og jeg vil dø muslim. Man er måske ikke, som folk er flest. Slut, prut, finale. Tak for det."

Disse blev Yahya Hassans sidste ord til offentligheden. Nu er han død.

Det kan virke som en ukarakteristisk resignation og måske endog selv-negation for Poeten, der bragede gennem lydmuren med sine messende, imam-inspirerede oplæsninger af perker-danske digte, der nådesløst illoyalt udleverede digterens eget bagland inklusiv dets overfladiske underklasse-islam til den sultne og vantro danske offentligheds ufiltrerede begejstring og bestyrtelse.

Men Hassan udleverede kun baglandet i samme omfang, som digtene var selvudleverende, og den politiske udlægning af Hassan som ’islam-kritiker’ med alt hvad den term indebærer af implicit sekularisme er dermed udelukket. Hassan eksemplificerede måske nok et modsætningsforhold mellem individualitet og social baggrund, religionen inklusiv, men i sidste ende reflekterede den falskhed, primitive egennytte, og splittede inkonsekvens som Poeten så nøgent registrerede i baglandet altid tilbage på ham selv.

Hvor Hassan som om ikke politisk-, så politiserende skikkelse og ’stemme i debatten’ måske kæmpede kampen for uafhængighed, troede hans digtning ikke på frigørelsen. I poesien var individ og oprindelse to sider af samme sag, og retrospektivt er det nemt at se, at Hassans meget påfaldende egenrådighed i medierne heller ikke interesserede ham selv så meget, som den interesserede de vantro masser (af såvel dansk- som af ’anden etnisk end dansk’ herkomst).

Hassan blev ofte skudt i skoene at være selvoptaget grænsende til det tromlende, brovtende og ubehøvlede, men nøglen til offentlighedens opslugthed af Poetens karakter og manér lå netop i hans selvforglemmelse. Den unge Yahya var så optaget af det, han snakkede om, at han tabte sig selv af syne i ordstrømmen, og det var selvforglemmelsen, der gjorde den først ranglede- og hestehalede-, senere kortklippede- og pumpede, men altid krumnæsede palæstinenser til et så bemærkelsesværdigt hypnotiserende, betagende skue.

Sproget strømmede, som vandet fra en dæmning der sprang læk eller materien fra en punkteret overspændt byld, og Poeten blev selv til poesi, som han sådan simultant forsvandt ind i ordene og dog forblev fysisk for vores undrende øjne.

II. Det uigennemskueligt gennemsigtige menneske

Hassan var bevidst om sin karisma, men den nærmest karikerede udstilling af digterens ego som ordet, recitationen og agitationen ofte brutalt slæbte i sit kølvand, var aldrig en pointe i sig selv. Den tjente i sidste ende understregningen, undskyld, VERSALISERINGEN af miljøet, han kom af, den historie der havde formet ham, og det ultimativt overflødige håb om et endegyldigt opgør med samme.

Om han så tordnede en arketypisk Palæstinensiske anti-zionisme som pseudopolitiker for et pseudoparti; om han tog det offentlige opgør med faderens voldelige utilstrækkelighed og trak linjer til kriminalitetsstatistikkerne på forsiden af Politikens debatsektion; eller om han flashede et spritnyt sæt køkkenknive på de sociale medier og spejlsolbrillebeklædt proklamerede, at han var klar, hvis der var nogle dumme perkere fra Black Army, der ville noget, mayn.

Yahya Hassan vedblev at være, præcis hvad han var, komplet med en nøgen og nærmest demonstrativ (selv)destruktivitet der måske nok var polariserende, men aldrig virkede forstillet, fordi vi så tydeligt anede almindeligt velkendte træk fra hans baggrundsmiljø igennem den.

Den gennemsigtige rodløshed kom på godt og måske specielt ondt til at tegne Poetens liv og levned, og den var i ét og alt livsnerven i den kunst, der i en bizar splintret spejlforvrængning kanaliserede Nietzsches paradoksale fordring om, at ’blive hvad du er’ gennem 135 digte fordelt på to sorte samlinger.

Via sit vekselvist charmerende og intimiderende, ind imellem ubehjælpelige-, men altid intense erobringstogt af den danske kulturoffentlighed udforskede Hassan kysternes omrids af sit eget udgangspunkt, betragtede løbende sin egen historie på så lang afstand, som hans livsmuligheder tillod ham at fjerne sig fra den, og dokumenterede observationerne i digtform.

For at blive i den adækvat upassende Nietzscehanske terminologi var Hassan på sin vis en poet med distancens patos, der i såvel livet som kunsten syntes at vinde i distinktion og karakter, desto længere han bevægede sig væk fra sig selv og de faktorer, der formede ham. Den fremmedartet kontekst højnede kun det instinktive selvudtryk, og gjorde det så meget mere vitalt.

Men da han omvendt ikke kom noget sted fra i nogen egentlig forstand, da han var rodløs, og på alle måder et kulturelt-hybridisk gadekryds fanget et sted mellem flygtningebarn, socialt tilfælde, kriminel, hip-hopper, litterær finkultur og de resocialiserende institutioners endeløse gråhvide vægge, kunne han heller ikke undslippe sin oprindelse, der kun fulgte ham alt, alt for tæt, som en klæbende skygge hvor end han bevægede sig: En skygge som Yahya Hassan slet ikke eksisterede uden. En skygge der var umulig at skelne fra Poeten selv.

En skygge af intethed.

Det var således altid tordnende tydeligt, at Hassan måtte være fra et andet sted, for hele karakterens- og ordets skarphed udbasunerede, at Poeten aldrig var helt hjemme, hvor han var. Hvor end han stod, stod han altid i kontrast. Og ikke bare til sine omgivelser men tillige til erindringen om sig selv i andre sammenhænge: En erindring der næppe var så present for Hassan selv, som den var for den udenforstående betragter.

Under TV-studiernes kunstige projektørlys virkede han rå og indestængt bag den glatte make-up som en malplaceret gadedreng; og på de rystede, rystende hjemmeoptagelser fra krigszonen på gaden eller fra sin lejlighed med brækkede lemmer og svulmende sæbeøjne var han en dyb brønd af billedmanende veltalenhed: En digter malplaceret som soldat.

Poeten var en fisk på land, en fugl under vand og på alle måder et umuligt dyr, hvor end han befandt sig, og lod os alle betragte ham betragte sig selv fra, om han så var elefanten i den berømte glasbutik, eller en guldfisk i et skrøbeligt krystalglas midt i en trampende elefantflok.  

Alt andet end hjemløshed var fremmed land for Hassan: Fysisk, mentalt og åndeligt. Derfor var han som forfatter kun så meget desto tættere sin tematik, desto fjernere og mere afkoblet hans kredsende blik beskuede og beskrev den.

Ordene var kronisk forvrængede, forstørrede og proportionsløse, som digterens persona var det, og alt var en pålideligt upålidelig refleksion af et forfatter-jeg, der ærligt og demonstrativt fremmanede tabet af ethvert håb om autentisk selvforståelse med de evigt store, STORE bogstaver:

JEG ER EN FREMMEDLEGIONÆR I LEGEMET

MIN EGEN MUND DÆKKER IKKE OVER MIG

RØVHULLET HOLDER IKKE SAMMEN PÅ MIG

(afslutningslinjer, fra DEMOKRATUR, YAHYA HASSAN 2)

III. Tomhed som coincidentia oppositorum

Således er der ingen indbyrdes modsigelse mellem den krympende, ynkværdige gennembankede dreng fra åbningsdigtet BARNDOM i den første samling og den vekselvist latterlige og ærefrygtindgydende megalomane egokunstner vi møder i den karriere-afsluttende ordsalve GERNINGSSTEDER fra YAHYA HASSAN 2.

Poeten var selve uforeneligheden mellem de to yderpunkter in carne.

Yahya bar vidnesbyrd om barnets forskræmte forvirring i en nøgternt registrerende reproduktion, og Hassan blev endelig til dissociationens dystopiske digter-demagog, og til sammen tegner samlingerne YAHYA HASSAN og YAHYA HASSAN 2 et dirrende dunkelt portræt af den totale tomheds utallige forklædninger i de endeløst fraværende forbindelser, indre som ydre, der glider spøgelsesagtigt forbi en registrerende bevidsthed, som et turbulent liv der passerer revy.

Som sådan er Yahya Hassans værk ikke auto- men antibiografisk:

Bøgerne portrætterer alt andet end et konsistent Selv, der manifesterer- og aftegner sig tydeligt på baggrund af verden, samfundet og miljøerne omkring sig. Kontinuiteten i Hassans digtning består tværtom i den manglende sammenhæng og den manglende konsistens, der geråder hvor Selvet autobiografisk talt ’burde’ være; i den kamæleoniske vekslen mellem modsætninger, indre som ydre, der opsluger Poeten totalt, og dermed paradoksalt efterlader fortællerstemmen ultimativt uberørt i sine manglende forankringer og monotone messen.  

Ordene forholder sig til deres subjekt som en ud af kroppen-oplevelse. Hvor enkelte digte taget for sig måske virker vrede, moralsk anfægtende, humoristiske eller egomaniske, banale (det er mange af dem vitterligt) eller sågar åndelige (de funklende værdifulde undtagelser), så er Yahya Hassans værk betragtet som totalitet præget af en påfaldende apati i alt dets monstrøse ambivalens.

Poetens digtekunst er dissociativ.

Den kortfattede biografi på debutsamlingens bagside taler således med monumental symbolsk tyngde i alt sin konstaterende nøgternhed:

Yahya Hassan, født 1995. Statsløs palæstinenser med dansk pas

Selvom mange - måske endog Hassan selv, i perioder - nærede forhåbning om en ny tilværelse og lysere fremtid qua Poetens åbenlyse intelligens og åbenbare talent, bevidnede hans ord og gerning således altid, at et brud med negativitetens-, fraværets- og hjemløshedens dissociative determination ville betyde den egentlige tavshed og selv-negation, for disse var netop, hvad verden havde skænket Hassan i stedet for en identitet.

Og hvad digteren end har troet, tænkt og følt som menneske i perioder, så reflekterer digtningen konsekvent, at denne litteraturs livsvilkår alene hænger på den tungtvejende ballast fra sin egen oprindelseshistorie. Hvis Poeten havde vendt sig fra kontinuiteten og blinket ét eneste traumatisk, traumatiserende øjeblik bort, ville alt interesse for poesien være faldet væk inklusiv Poetens egen; for så ville der ikke længere være tale om en poesi, der i sandhed var Hassans.

JEG DANSER BALLET MED MIN BALLAST

(afslutningslinje, NITTE, YAHYA HASSAN 2)

Men kontinuiteten i Hassans liv og digtning var bortkastelse og udstødelse, og selvom digterens på én gang ekstatisk selvforglemmende- og distancerede æstetiske omgang med livet i værket (og værket i livet) var drevet af nødvendigheden i at fortælle og udleve den historie, der var hans, og netop ikke af at skabe en alternativ historie der kunne træde i stedet som protese og substitut, så blev Poetens historie af samme årsag en lang række substitutfortællinger, der kun var tilstrækkelige i samme omfang, som de kunne fortrænge, hvad der var gået forud, og i samme bevægelse lægge an til selv at blive fortrængt om næste gadehjørne.

Opbruddet var den eneste konstans, og uforeneligheden den eneste enhed.

IV. EN BRYDEMØNSTER JEG TÆNKER!

(fra LANGDIGT, YAHYA HASSAN)

Ligesom et sort hul i kosmos kun lader sig observere indirekte via lyset og materien, som det bestandigt trækker til sig og umætteligt æder op, var Hassans historie kun mulig som fortællingen om de vekslende ydre struktureres bestandige sammenbrud og opløsning i kollisionen med den indre kraft, som Poetens ord repræsenterede.

Hvad der til forveksling kunne ligne en usandsynlig solstrålehistorie, da digteren stod på tærsklen til sit massive folkeligt gennembrud, og tilsyneladende eksemplificerede et opgør med en overordentligt negativ social arv, blev derfor snart til den dystre fortælling om fortsat og forværret kriminalitet, om misbrug, om digterens brutale hensynsløshed overfor såvel fremmede som sine allernærmeste, og ultimativt om en psyke og en personlighedsstruktur, der brød totalt sammen for offentlighedens øjne i et multi-medie kontinuum af lyrik, politik, offentlig debat og bizar reality-TV-inspireret selvdokumentation på de sociale medier.

Den opløsende kraft som digtene kanaliserede var ikke dirigeret mod et konstruktivt formål, da et sådant var dens natur fremmed. Den var kaotisk og konsekvent, ukontrollabel og total.

Selvom hele kultur-Danmark blev mobiliseret, og stod klar med kippende faner og åbne arme, ubeskåret taletid, anmelderroser, tårnhøje salgstal, og priser og legater og alverdens særprivilegier, der aldrig ville være kommet en hjemmedyrket digterspire til dels, tog Yahya Hassan derfor kun halv- eller kvarthjertet imod det hele, og tøvede i sidste ende ikke med at smide alt over borde.

Poeten ville ikke accepteres, og magtede næppe at føle sig accepteret i det hele taget, så den uproblematiske integration i ’det gode selskab’ der for udenforstående fremstod som en åbenlys mulighed for et bedre liv, har næppe været reel for Hassan overhovedet.

Han havde det med egne ord, parafraseret over afslutningslinjerne i digtet GÅTUR I GHETTOEN (YAHYA HASSAN 2), bedre med sin pistol end med ’PET-pædagogerne’, og konsekvensen i hans valg og fravalg tjener på én og samme tid Poetens integritet (om end ikke hans realitetssans og sindsligevægt) til ære og vores kulturelle institutioner til vanære:

For sidstnævnte, institutionerne og den såkaldte ’kulturelite’ en masse, var i deres iver efter at acceptere og integrere Hassan og gøre ham til én af deres egne fuldstændig blinde for, hvorfor han aldrig kunne blive netop det.

Og sådan blev den udstrakte hånd med tragediens karakteristiske nødvendighed til et middel for digterens eskalerende (selv)destruktion. Hvor kultur-Danmark var ude af sig selv af begejstring over ’den nye stemme i dansk poesi’, og faldt over egne fødder, hænder, tunger og tissekoner med hinandens hoveder under hinandens arme for at hylde ham som en sådan, blev Hassan sært triumferende og underligt ubehjælpeligt ved at være, præcis hvad han var: Essentielt og eksistentielt rodløs. Nu blot med penge, berømmelse og anerkendelse.

Nu blot med en vis magt.

Der var således aldrig noget for alvor nyt under solen for Hassan. Han havde aldrig kendt til sand stabilitet alligevel, så selv hvis han havde forsøgt at etablere den, havde han næppe formået at gøre det. Den nyvundne rigdom og anerkendelse kom derfor ikke til at danne fundament under cementeringen af en blivende kulturpersonlighed, men tjente alene som midler til at skrue en i forvejen kaotisk tilværelse op på bestandigt højere og højere volumen, indtil basmembranerne endelig sprang, og kredsløbene kortsluttede i et skrigende feedback-loop.

Først virkede det måske tilforladeligt om end en kende idealistisk og naivt, da han besluttede sig for at stille op til folketinget for Nationalpartiet, og konsekvent saboterede debatter og talte den ene forvildede og forvirrede TV-vært efter den anden gennem væggen med ustoppelige monologer, for han var jo ung og vred, og han var unægteligt charmerende og humoristisk, og måske var det alligevel den type insisterende adfærd og egenrådige idealisme, der var brug for, for at bryde igennem til det forstokkede kedsommelige folkestyre i sidste ende?

Tjo. Måske.

Men da Hassan til sidst jævnligt fodrede sin Facebook-profil med dødstrusler eller med hjemmelavede Gopro-optagelser af sig selv, der f.eks. med vold og magt forsøgte at trænge igennem en stængt hospitalsdør, mens han rasende, råbende og åbenlyst påvirket anklagede et hold forskræmte midaldrende sygeplejersker for at stå bag systematiske børnevoldtægter, var der få der stadig heppede helhjertet på Poeten.

Efter seks tumultariske år i rampelyset, efter talrige attentater mod hans eget- og familiens liv, efter voldsepisoder og fængselsdomme, og endelig indlæggelse på ’den lukkede’ i Skejby lød det da også lakonisk på bagsiden af den anden digtsamling da den endelig udkom i det sene efterår 2019:

”Yahya Hassan, født 1995. Stadig statsløs palæstinenser med dansk pas”

Stadig.

V. ”Slut, prut, finale. Tak for det.”

YAHYA HASSAN 2 blev den sidste samling. Den optrevlede røde tråd i Poetens fortælling blev fulgt til sit ubønhørligt logiske endepunkt, da Hassan tog sin afsked med livet den 29. april i år af stadig ukendte dødsårsager.

Og selvom mange vil ønske, at tingene havde artet sig anderledes for den unge eksil-palæstinenser, og nogle måske endog vil forfægte, at de også kunne have været anderledes, så sætter digterens endeligt et definitivt punktum, der ikke kan redigeres væk. Hassan mødte lige præcis den skæbne, som de fleste nok tidligt nærede kraftige anelser om, ville blive ham til dels, og ligegyldig hvor ulykkelig og isnende illusionsløs historien måske fremstår retrospektivt, så er det den eneste fortælling om Poeten, vi har.

De posthume genoplivningsforsøg af ’den lovende solstrålehistorie’ Yahya Hassan er allerede blevet forsøgt i varierende grad, og vil utvivlsomt blive forsøgt i fremtiden, men med hele forløbet, videodokumentationen og ikke mindst digtene in mente er det vanskeligt at vurdere sådanne som andet end i bedste fald kvarte sandheder og i værste rosenrøde vrangforestillinger.

Hassans historie var en tragedie, og at betragte den som noget som helst andet tangerer såvel svigtende realitetssans som manglende respekt for Poetens arv og minde.